Udredning for depression hos børn, unge og voksne

1. Det er god klinisk praksis at sikre en tryg og tydelig ramme for udredningen (D)
2. Indhent oplysninger om familiære dispositioner, herunder særligt uni- og bipolar lidelse, øvrige psykiske tilstande, rusmiddelbrug, selvmordsforsøg, og selvmord (D)
3. Afdæk sociale forhold, der er associeret med forekomst, varighed og effekt af behandling ved depression (D)
4. Spørg til tidligere og aktuelle belastende livsbegivenheder (D)
5. Spørg til ændring i livskvalitet og funktionsevne herunder deltagelse i praktiske, uddannelses- og arbejdsmæssige samt sociale aktiviteter (D)
6. Spørg til tidligere depressive episoder og alvorsgrad samt andre psykiatriske diagnoser, herunder indlæggelser og tidligere behandlinger (D)
7. Spørg til tidligere symptomer på mani, hypomani eller blandingstilstande (D)
8. Afdæk rusmiddelbrug hos både unge og voksne, der udredes for depression (D)
9. Indhent oplysninger om alle former for tidligere behandlingsforsøg (D)
10. Vurdér patientens aktuelle medicin, inkl. håndkøbsmedicin og illegalt erhvervet medicin, ift. symptomerne (D)
11. Spørg til selvmordstanker og vurdér selvmordsrisiko (D)
12. Instrumenter til vurdering af selvmordsrisiko bør kun anvendes som et supplement til den systematiske klinisk vurdering (D)
13. Der skal foretages en vurdering af aggressive tanker og adfærdsmønstre, hvor dette skønnes relevant (D)

14. Indhent anamnese om somatiske tilstande, og iværksæt udredning og behandling ved behov (D)
15. Objektiv undersøgelse skal omfatte blodtryk, højde (hos børn og unge) og vægt og bør suppleres med objektiv undersøgelse jævnfør anamnesen, herunder neurologisk undersøgelse ved mistanke om organisk/cerebral ætiologi (D)
16. Der skal suppleres med relevante parakliniske undersøgelser (D)
17. Udvis særlig opmærksomhed på forekomst af depression hos patienter med kroniske somatiske lidelser (D)

18. Diagnosen bør stilles af en kvalificeret kliniker med erfaring i udredning af affektiv lidelse, fx en speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri, eller en specialpsykolog i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri (D)
19. Udredningen af depression bør ikke foretages isoleret, men kun ved samtidig afdækning og vurdering af øvrig psykopatologi (D)
20. Diagnosen depression stilles ved klinisk vurdering af samtlige kerne- og ledsagesymptomer og varighed i henhold til ICD-10 (D)
21. Anvend validerede depressionsskalaer til kvantificering af de depressive symptomer som fundament for monitorering af behandlingseffekt (C)